Analysekonsulent

Business Intelligence Tilføjet 5. november, 2020 KøbenhavnFTFa

Brænder du for at udarbejde analyser for forretningen? Kan du se behov, der endnu ikke er udtalt? Er du ferm til Power BI og har du din survey værktøjskasse i orden? Vi mangler nemlig dig, der kan bidrage som et vigtigt led i vores datadrevne transformation til gavn for vores medlemmer. Som a-kasse for over 150.000 medlemmer har vi nemlig sat os for, at vi vil være vores medlemmers direkte vej til et nyt job. 

Du får indflydelse på den datadrevne transformation

Vi står over for en ny 4 årig strategi, hvori den datadrevne transformation af FTFa er et vigtigt element, som du som analysekonsulent i en specialiseret analyseenhed, kan få mulighed for at sætte dit præg på.

Dine primære opgaver bliver at udarbejde ledelsesrapporter gennem Power BI og bidrage til at udvikle vores KPI’er og BI-modeller, så de giver mening for hele forretningen og vores topledelse. Dette i lyset af vores forretnings nye strategi.

Derudover skal du også have lyst til og øje for at se behov i forretningen, og kunne omdanne dette ved hjælp af dine analytiske evner til bæredygtige dataløsninger til gavn for vores medlemmer. Der vil også ind i mellem være analyser af data fra eksempelvis medlemsundersøgelser og andre ad hoc analyser som forretningen og vores samarbejdspartnere efterspørger eller som du selv tager initiativ til. Du får frihed til selv at sætte dit præg på rollen og vi vægter, at du evner at se muligheder og at udfordre måden, som vores forretning anvender og analyserer data på nu og at kunne sætte dem ind i sammenhængen af den nye datadrevne transformation af hele organisationen.

Du bliver en del af en analyseenhed på i alt to analysekonsulenter. Enheden er en del af Organisations- og kommunikationssekretariatet, der foruden sekretariatschefen også tæller en kommunikationsenhed på tre medarbejdere og en organisationsserviceenhed på tre medarbejdere. Du vil referere til sekretariatschefen.

Du kan skabe resultater med Power BI og dine analysemetoder 

Du kommer med 3-5 års erhvervserfaring fra en lignende stilling og det er en fordel, hvis du har erfaring fra arbejdet med data og analyse i en medlems- eller interesseorganisation, der er politisk styret.  Du har en lang videregående uddannelse, dog er din specialisering ikke så vigtig, men du har din analytiske metodeværktøjskasse i orden. Du er således analytisk stærk og mestrer både kvantitative og kvalitative data- og analysemetoder og værktøjer og ved, hvordan du skal anvende dem til at skabe resultater og tænke nyt og udfordre ”plejer” i forretningen.  Vi lægger vægt på, at du har en del solid og konkret erfaring med at arbejde med Power BI samt surveys. Det er en fordel, hvis du også har stiftet bekendtskab med SQL.

Hvis du har en projektlederuddannelse, eller har erfaring med at drive forretningsudviklingsprojekter fra en datavinkel, er det et plus. Du nyder at tale med hele forretningen og at se uudtalte behov, tage dem ”hjem” og omsætte dem til anvendelig data for organisationen. Du vægter således samarbejde med forskellige fagligheder højt i et politisk miljø og ved, at det er en nødvendighed for at lykkes.

Personligt arbejder du struktureret, er yderst proaktiv og udadvendt.

Vi tilbyder en attraktiv pakke og en samfundsansvarlig arbejdsplads

Foruden fagligt dygtige og dedikerede kolleger, får du en attraktiv pakke med gode ansættelsesvilkår, sundhedsforsikring og firmapensionsordning. Vi vægter trivsel og sundhed højt. Du bliver samtidig en del af en arbejdsplads, der har som erklæret mål at skabe samfundsmæssig værdi. Af samme årsag arbejder vi med den tredobbelte bundlinje, hvor vores sociale indsats og miljømæssige hensyn tæller lige så meget som de økonomiske resultater.

  • Tilføjet 5. november, 2020
Modtag nye job på din mailGå ikke glip af nye job, modtag en email med de nyeste datajob.