Analytiker til at hunte statsstøttet cyberspionage

Analyse & Analytics Tilføjet 21. februar, 2021 KøbenhavnFE

– Brænder du for at beskytte Danmark og kritisk infrastruktur mod hacking?

– Tør du bekæmpe verdens farligste hackergrupper?

– Kan du se sammenhængen mellem geopolitik, Counter Intelligence og tekniske indikatorer i cyberspace?

Hvis du kan svare ja, så er du måske den person vi leder efter!

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Du kommer til at indgå i Danmarks skarpeste cyberteam med et antal erfarne, initiativrige og operative analytikere, der brænder for at beskytte Danmark. Via netsikkerhedstjenestens sensornetværk og andre dybt fortrolige kilder skal du analysere internettrafik for at identificere cyberangreb og cyberspionage fra statsstøttede hackergrupper. Du kommer til at indgå i særlige opgaver og indsatsgrupper, der afdækker og håndterer de mest alvorlige cyberangreb mod Danmark.

Dine opgaver vil primært være:

  • Netværksanalyse og cyber threat intelligence fra åbne og lukkede kilder
  • Udvikling af forskellige typer af regler til at opdage avancerede netværksangreb
  • Teknisk netflowanalyse og analyse af logs og data
  • Systematisk videnopsamling om statsstøttede hackergrupper
  • Kommunikation af dit og teamets resultater i operative sammenhænge

Derudover vil du skulle indgå i et tæt samarbejde med øvrige specialer i CFCS og FE, samt udvalgte sikkerhedsansvarlige personer i Danmark.

Du vil blive en del af lukkede specialistnetværk, hvor fortrolig viden om avancerede angreb udveksles, og du vil løbende blive videreuddannet på højt niveau med kolleger i ind- og udland.

Du og din baggrund er vigtig
Du skal opdage og bekæmpe de mest avancerede angreb mod Danmark, og du skal brænde for at gøre en forskel. Du skal være målfokuseret, nysgerrig, vedholdende og du skal trives med at tackle komplekse og vanskelige problemstillinger. Du arbejder systematisk og du har analytiske evner over det normale. Du kan skelne mellem det væsentlige og uvæsentlige i store datamængder, og du evner at have fokus på de rigtige detaljer.

Du skal have blik for, at du er en del af et team, og at de øvrige teammedlemmer og teamets resultater er dybt afhængige af din indsats. Derfor er det vigtigt, at du evner at kommunikere åbent og ærligt med dine kollegaer, og at du har en stor helhedsforståelse.

Du har en god forståelse for computernetværk og netværksanalyse, herunder netværkstopologi og -protokoller. Du må også gerne have erfaring med regelskrivning. Du interesserer dig for og har viden om internetsikkerhed, sårbarheder og operativsystemer. Det vil være en fordel med kendskab til et eller flere af nedenstående områder:

  • Struktureret og ustruktureret data, gerne med fokus på open source-løsninger
  • Erfaring med og brug af BRO og Snort
  • Kendskab til programmering
  • Interesse for anvendelse af tcpdump/wireshark og NetFlow samt evt. SIEM
  • Kendskab til værktøjer til loganalyse, f.eks. Logstash, Kibana, Splunk og/eller ElasticSearch
  • Overvågning af computernetværk
  • Linux/unix operativsystemer
  • Eventuel erfaring med modellering af data, f.eks. vha. RDF eller lignende

Du har enten en teknisk baggrund kombineret med en interesse for international politik og statsstøttede hackegrupper, eller også har du en samfundsvidenskabelig baggrund kombineret med en veludviklet forståelse for it.

Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.

FE’s Center for Cybersikkerhed udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler, og vi arbejder for et sikkert digitalt Danmark. Vi er med til at opdage og håndtere, når danske interesser udsættes for cyberangreb, og vi samler, opbygger og deler den viden, som kan forebygge det næste angreb.

Som en del af Center for Cybersikkerhed er du med i fronten af Danmarks cyberforsvar. Det er en spændende opgave, der følger den løbende udvikling på cyberområdet, og som derfor stiller store krav til vores medarbejdere. Hvis du er dedikeret og stadig har lyst til at lære, kan Center for Cybersikkerhed tilbyde en spændende og alsidig arbejdsplads, som løser en vigtig samfundsopgave for Danmark.

Afdelingen som du vil blive en del af, rummer netsikkerhedstjenesten, som varetager monitoreringen af de myndigheder og virksomheder, som er tilsluttet Center for cybersikkerheds’ sensornetværk. Via sensornetværket monitorerer vi internettrafikken med henblik på at varsle om og modvirke de mest avancerede hackerangreb, og vi gennemfører netværks- og malwareanalyser i forbindelse med sikkerhedshændelser.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som Forsvarets Efterretningstjeneste betaler.

Som ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af Forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

  • Tilføjet 21. februar, 2021
Modtag nye job på din mailGå ikke glip af nye job, modtag en email med de nyeste datajob.