BI konsulent

Business Intelligence Tilføjet 9. juni, 2021 KøbenhavnFinansministeriet

Er du ambitiøs, elsker du at nørde i dit fagområde, og vil du videreudvikle noget af statens bedste ledelsesinformation på HR til ledere og direktioner? Så skal du søge jobbet i Finansministeriets interne data- og rapporteringsenhed.

Få nye datajob på email

Vil du være den første til at få besked om nye datajob, som den du ser på lige nu? Så tilmeld jobagenten og modtag relevante datajob fra i morgen.

Om jobbet

I vores centrale rapporteringsenhed stræber vi efter at levere ledelsesinformation på HR- og økonomi i topklasse. Vi er allerede kommet langt i udviklingen af vores rapportering, herunder BI-rapportering, og vi vil fremadrettet have fokus på, hvordan vi kan anvende data endnu bedre til gavn for forretningen.

Vi søger to medarbejdere til hhv. økonomi- og HR-rapportering. Vi forestiller os, at du er nyuddannet, eller har et par års relevant erfaring.

Stillingerne opslås i vores rapporteringsteam, der organisatorisk er forankret i Koncernøkonomi, hvor vi leverer data på både økonomi- og HR-området. I Finansministeriet har vi allerede udviklet en række solide rapporteringsformater, som vi fortsat ønsker at videreudvikle, formidle og tilrette til vores koncerns behov, der er i løbende udvikling.

I vores data- og rapporteringsenhed er vi i alt 6 specialister, der arbejder i krydsfeltet mellem systemer og mennesker – med hovedvægt på enten HR- eller økonomisystemer. Vi arbejder både med fællesstatslige, egenudviklede og indkøbte løsninger. Som medarbejder hos os vil du skulle drive egne projekter selvstændigt, ligesom du kommer til at indgå i en række tværgående samarbejder, herunder med direktionssekretariater, samt økonomi- og HR-kollegaer. Vi prioriterer at samarbejde højt samt at sparre med hinanden om at finde de bedste løsninger på vores udfordringer.

Konkret kommer til du at arbejde med forskelligartede opgaver, afhængig af dine kompetencer:

  • Udvikling og drift af BI-afrapportering inden for HR eller økonomi
  • Øvrig rapportering herunder ad hoc data- og analyseopgaver
  • Udarbejdelse af beslutningsoplæg til ledelse og direktioner
  • Ad hoc data- og analyseopgaver
  • Øvrige opgaver inden for styring eller rapportering.

Om dig

Det er ikke så vigtigt, at du har en bestemt uddannelsesmæssig profil, og dine kompetencer kan være både uddannelses- og erfaringsbaserede. Det centrale er, at du har viden om og evner inden for data og datafremstilling, og at du brænder for at arbejde med data og systemer. Hvis du har en akademisk baggrund, kan relevante uddannelser fx være cand.oecon., cand.polit., cand.merc., cand.scient.pol., cand.scient.adm., HD-R eller lign. En uddannelse inden for fx dataanalyse eller statistik vil også være relevant.

Det vil være et plus, at du har erfaring med Statens BI – LDV, SharePoint, SQL, DAX og /eller webbaserede surveysystemer, men det er ikke et krav.

For den rette kandidat vil roller og ansvar kunne tilpasses.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har gode evner til at forstå datasæt og evnen til at koble disse på tværs
  • har interesse for Power BI og Excel samt VBA
  • har evne til at præsentere data i BI-rapporteringsformater
  • er struktureret og god til at planlægge, herunder at udarbejde tids- og procesplaner
  • har indblik i eller forståelse for HR- eller økonomidata
  • har evnen til at skabe gode samarbejdsrelationer både internt og eksternt, og at du er udpræget løsningsorienteret.

Endelig har du et naturligt overskud og drive, når mange opgaver skal planlægges og koordineres og du yder gerne en ekstra indsats, når vi rammer en spidsbelastningsperiode.

Om os

Finansministeriets Koncernøkonomi er organisatorisk placeret i Økonomistyrelsen og varetager økonomi-, data- og rapporteringsopgaver for institutionerne i Finansministeriets koncern. Koncernøkonomi arbejder tæt sammen med Finansministeriets departement og de øvrige direktioner i koncernens fire institutioner.

Ledelsesgruppen består af én kontorchef, Peter Lawaetz Winkler og 3 teamledere, hvor Anders Lindbo Steffen vil blive din kommende teamleder. Vi er ca. 30 medarbejdere, der spænder bredt i både alder, uddannelsesmæssig baggrund og faglige interesser, og er en del af et stærkt fagligt miljø i Finansministeriets koncerncenter. Vi er et socialt kontor, hvor der bl.a. afholdes brætspilsaften og vinsmagning, og hvor vi sammen deltager i de sociale arrangementer, der afholdes i Økonomistyrelsen.

Vi tilbyder et godt arbejdsmiljø, der er præget af en uformel tone og et højt fagligt ambitionsniveau. Vi har et stort og systematisk fokus på såvel vores samlede som den enkeltes faglige udvikling og performance.

  • Tilføjet 9. juni, 2021