Dataspecialist

Data Management Tilføjet 19. juli, 2021 BallerupKMD

Vi søger en data specialist til vores løsning KMD Digital Arkivering. Vores kunder er kommuner og statslige institutioner, der er forpligtet til at aflevere til Rigsarkivet, samt nogle få private institutioner. I dag er vi landets største leverandør af arkiveringsversioner til de offentlige arkiver.

Få nye datajob på email

Vil du være den første til at få besked om nye datajob, som den du ser på lige nu? Så tilmeld jobagenten og modtag relevante datajob fra i morgen.

Som data specialist vil du indgå i et team bestående af meget blandede profiler. Vi tæller alt fra bibliotekarer og tidligere kommunale arkivarer til mainframe udviklere og ETL-specialister. Fælles for os alle er, at vi elsker data og elsker at automatisere.

Om jobbet

Som data specialist hos KMD har du ansvaret for at konvertere data fra en traditionel database til en arkivversion (jf. bekendtgørelse 1007 og 128 om arkiveringsversioner), der kan afleveres til Rigsarkivet eller et af de kommunale arkiver eller arkivnetværk.

I rollen som data specialist inden for digital arkivering skal du gennemføre hele processen omkring digital arkivering. Det involverer kontakt med kunde og arkiv samt betjening, og gerne udvikling og vedligeholdelse af vores arkivmotor.

Når man udfører en arkiveringsopgave, finder man altid den korteste vej til målet. Vores mantra er derfor:

Når man…

  • Udfører en operation 1 gang – gør man det manuelt.
  • Udfører en operation 100 gange – laver man et script.
  • Udfører en operation 1000 gange – laver man et selvstændigt program.
  • Udfører en operation 100.000 gange – laver man et generaliseret modul til vores arkivmotor.
  • Udfører en operation 1.000.000 gange skal man være robust i forhold til nedbrud.
  • Tilgår filer mere end 10.000.000 gange, så skalerer vi med hardware.
  • Arkiverer et system flere gange skal mest muligt automatiseres.

Dine primære arbejdsopgaver er, at:

  • Bruge dine IT-tekniske færdigheder til at knuse problemer, procesoptimere og konvertere data
  • Indgå i et team hvor vi hjælper hinanden på tværs af opgaver
  • Være sparringspartner for vores kunder og tage ansvar for leverancen fra opstartsmøde til aflevering.

Om dig

Det er afgørende at du har erfaring med SQL. Endvidere er det en fordel, hvis du er kompetent indenfor enkelte eller flere af nedenstående områder:

  • XML
  • Datamodellering
  • Datakonvertering
  • Dokumentkonvertering
  • C#
  • Scripting i et valgfrit sprog
  • Business Intelligence (BI)
  • ETL-værktøjer
  • SQL Server
  • Oracle

Du må gerne have en datalogisk baggrund, men det vigtigste er, at du er dygtig og effektiv.

I dette job er hovedvægten ikke på programmering, men på anvendelse af værktøjer og færdigheder på tværs af teknologier.

Du arbejder proaktivt med at lære nyt, og du trives med at samarbejde på tværs af faglighed. Som person fungerer du godt i et team – du tager gerne initiativ og arbejder engageret, målrettet og ansvarligt med dine opgaver. Og du elsker nye udfordringer hver dag.

  • Tilføjet 19. juli, 2021