Erfaren RPA-udvikler til Avanceret Analyse

Data Science & AI Tilføjet 19. juli, 2021 KøbenhavnUdviklings- og Forenklingsstyrelsen

Har du erfaring med RPA-udvikling og Blue Prism, og ønsker du at indgå i et fællesskab med andre RPA-udviklere? I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er vi i gang med at digitalisere den danske skatteforvaltning – et område hvor den enkeltes indsats kan gøre en rigtig stor forskel. Hvis du synes, det er tilfredsstillende at se en direkte værdiskabelse af din indsats, så læs videre!

Få nye datajob på email

Vil du være den første til at få besked om nye datajob, som den du ser på lige nu? Så tilmeld jobagenten og modtag relevante datajob fra i morgen.

Hvem er vi?
I Avanceret Analyse laver vi softwarerobotter, machine learning og BPM-løsninger, som benyttes af skattemyndighederne i Danmark. Organisatorisk hører vi til ”Data og Analyse” i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. ”Data og Analyse” spiller en central rolle i den strategiske udvikling af vores skatteforvaltning. Du kommer til at spille en aktiv rolle i at fremtidssikre Skatteforvaltningen med udviklingen af avanceret procesautomatisering.

Hvad skal du lave?
Du vil komme til at indgå i vores teams, som udvikler RPA-løsninger til styrelserne i Skatteforvaltningen. Vi udvikler i Blue Prism. Robotterne interagerer ofte med samme brugergrænseflade som almindelige medarbejdere, og vi anvender også API’er i vores løsninger. Blue Prism er bygget på .NET frameworket og SQL, så det er en bonus, hvis du har kendskab til dette.

Dine arbejdsopgaver vil hovedsaligt omhandle:

  • Planlægning, estimering og design af nye automatiseringsløsninger i Blue Prism.
  • Reviews af andre udvikleres løsninger.
  • Incidenthåndtering, når problemerne kræver ændring i koden.
  • Vedligeholdelse af eksisterende løsninger.
  • Udvidelse af vores funktionsbibliotek.

Hvordan arbejder vi her?
Vi arbejder i et SAFe-framework, som er et skalerbart rammeværktøj til arbejdet med agile processer. Vi arbejder i scrum teams med morgenmøder, retrospectives, sprint planning mv.

Vores scrum teams er sammensat af udviklere, business analysts, en scrum master og en product owner. De forskellige teammedlemmer har forskellige opgaver og ansvarsområder. En af fordelene ved dette setup er, at du som udvikler i høj grad kan fokusere på selve udviklingen, hvis det er det, du ønsker – men mange udviklere interagerer også med kunderne, når de føler, at der er et behov for det.

Udover de forskellige teams har vi også fagspecifikke grupper (Communities of Practice), som mødes med jævne mellemrum og diskuterer udfordringer, nyheder, tips og tricks mv, der er relevant for deltagerne. Dette sikrer, at vi holder en fælles linje, selvom vi sidder i forskellige teams. Som RPA-udvikler vil du blive en del af RPA-CoP’et.

Hvem er du?
Du trives med at arbejde med komplekse emner og har en struktureret og disciplineret tilgang til udvikling. Du ser værdien i at arbejde i faste teams og bidrager konstruktivt til det gode arbejdsmiljø i teamet. Du er nysgerrig på dit felt, og du bidrager aktivt i faglige dialoger, så vi som enhed kontinuerligt løfter vores evne til at levere værdi. Du har øje for den værdiskabelse, som du med robotudvikling er med til at skabe i Skatteforvaltningens styrelser.

Vi forventer, at du:

  • er uddannet inden for IT, eller har en anden teknisk uddannelse.
  • har erfaring med RPA-udvikling, herunder udvikling i Blue Prism og tankegangen bag objektorienteret udvikling.
  • forstår værdien i at udvikle skalerbare automatiseringsløsninger, hvor genanvendelighed og stabil drift er i fokus.
  • besidder algoritmisk forståelse – vi arbejder ofte med store datamængder, så det er en fordel at have en forståelse for hvilke operationer, der tager lang tid, og hvordan man bedst muligt reducerer dem til et minimum.
  • er teamplayer. Vi arbejder tæt sammen i vores teams, så det er vigtigt, at du fungerer godt sammen med andre. Hvis du foretrækker at køre solo, er dette nok ikke stillingen for dig.

Vi lægger derudover vægt på, at du:

  • har kendskab til VBA, C# eller SQL. Når vi supplerer vores low-code-udvikling er det normalt i disse udviklingssprog.
  • har forståelse for forskellige automatiseringsteknologier (RPA, BPM, AI/machine learning), og hvordan de kan tænkes sammen.
  • har kendskab til at arbejde med Scrum og SAFe.

En særlig arbejdsplads
I Udviklings og Forenklingsstyrelsen er der ca. 1.500 specialister med forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, hvilket skaber et dynamisk og kreativt arbejdsmiljø. Fælles for os er, at vi dyrker fagligt nørderi og tværfagligt samarbejde. Der er gode muligheder for kompetenceudvikling, og vi sikrer os, at du får varierende og udfordrende arbejdsopgaver. Vi lægger i det hele taget stor vægt på videndeling og læring, og at vi har det sjovt, når vi går på arbejde. Vi en afslappet stemning, mange sociale arrangementer, og god mulighed for fleksibilitet i arbejdstider og arbejde hjemmefra.

  • Tilføjet 19. juli, 2021