Faglige stærke analytikere

Analyse & Analytics Tilføjet 16. oktober, 2020 KøbenhavnSundhedsdatastyrelsen

Har du interesse for data, kan du omsætte data til viden, som belyser centrale problemstillinger i sundhedsvæsenet og har du lyst til at skabe større synlighed og indsigt i sundhedsvæsenets aktivitet, kvalitet og økonomi? Så er du måske én af vores tre nye kollegaer i Sundhedsdatastyrelsens afdeling for Analyse, statistik og økonomi.

Om afdelingen for Analyse, statistik og økonomi
I afdelingen for Analyse, statistik og økonomi har vi til opgave at anvende sundhedsdata til at skabe viden til gavn for sundhedsvæsenet og danskernes sundhed. Vi udarbejder analyser, opgørelser og statistikker til svar på bl.a. folketingsspørgsmål, bidrager til policyudvikling og samarbejder med eksterne parter om rapporteringer, monitoreringer og analyser. I afdelingen tilvejebringer vi også datagrundlaget for finansieringsordningerne i sundhedsvæsenet.

Afdelingen består af tre sektioner; Hospitalsområdet, Praksis og kommuner samt Sundhedsøkonomi, prognoser og statistik. Fællesnævneren er, at vi alle dagligt arbejder for at skabe synlighed og indsigt i sundhedsvæsenet ved hjælp af en lang række registre. Der er tæt samarbejde mellem sektionerne, hvor vi i fælleskab udarbejder analyser om det sammenhængende sundhedsvæsen og udvikler indikatorer for de overordnede målsætninger for sundhedsvæsenet.

To af stillingerne (den ene et barselsvikariat) er i sektionen for Sundhedsøkonomi, prognoser og statistik, som har ansvaret for at udarbejde data til finansieringsordninger i sundhedsvæsenet, overvåge pris- og udgiftsudvikling samt udarbejde prognoser. Videre skal sektionen arbejde med at udvikle Sundhedsdatastyrelsens brug af statistiske metoder og værktøjer, herunder tage nye værktøjer i brug.

Den sidste stilling er i sektionen for Praksis og kommuner, hvor fokus er på analyser af bl.a. praksissektoren, modtagere af kommunale pleje og omsorgsydelser, forbrug af lægemidler samt borgere med kroniske sygdomme.

Dit arbejde
Dine primære arbejdsopgaver vil være at:

  • Udarbejde analyser på sundheds- og ældreområdet, og skabe indblik i det sammenhængende sundhedsvæsen.
  • Bidrage til policyudvikling og samarbejde med eksterne parter om faste rapporteringer og monitoreringer.
  • Bidrage til udarbejdelsen af forskellige opgørelser til brug for servicering af departement og Folketinget samt andre styrelser under Sundheds- og Ældreministeriet.

Din uddannelse og erfaring
Vi forestiller os, at du:

  • Har en relevant uddannelsesbaggrund så som cand.polit., cand.scient.san.publ., cand.oecon. eller lignende.
  • Har erfaring med registeranalyser, sundhedsanalyser og god dataforståelse.

Forudgående kendskab til sundhedsområdet, registerdata og programpakken SAS, R eller lignende er en fordel.

Dine personlige kvalifikationer
Vi søger en kollega med et højt fagligt niveau, som både kan arbejde selvstændigt, men også arbejde i et team, hvor vi i høj grad sparrer og videndeler.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Er analytisk og faglig stærk med viden om eller interesse for sundhedsområdet.
  • Kan formidle komplekse analyser på en let forståelig måde både i skrift og tale.
  • Hurtig kan sætte dig ind i nye arbejdsopgaver.
  • Er god til at se nye løsninger.
  • Forstår at navigere i et politisk miljø præget af mange interesser.

Vi tilbyder
Enestående mulighed for at arbejde med de mange sundhedsdata, der er tilgængelig og frembringe ny viden til gavn for sundhedsprofessionelle og borgere.

Et udfordrende og afvekslende arbejde, hvor du får mulighed for at præge egne opgaver.

Et uformelt, dynamisk og socialt arbejdsmiljø med engagerede, faglige og dygtige kollegaer.

  • Tilføjet 16. oktober, 2020
Modtag nye job på din mailGå ikke glip af nye job, modtag en email med de nyeste datajob.