Power BI udvikler

Business Intelligence Tilføjet 12. juli, 2022 KøbenhavnKøbenhavns Kommune

Vi leder efter en ny kollega til at få sat fuld fart på anvendelsen og udviklingen af Business Intelligence. Vi skal effektivt kunne tage fat i de enorme datamængder, som kommunen har i bl.a. vores cloud-baserede databank, zoome ind på de centrale elementer og kunne udstille dem, så de er lette at forstå og handle på.

Vi er et team på syv personer, der arbejder med data og BI. Du bliver en del af et solidt fagligt fællesskab i en af Danmarks største it-organisationer. Vi lover gode kolleger, masser af ansvar og dataprojekter i stor skala.

Hvem er du?
Koncern IT søger en erfaren Power BI-udvikler, der kan udnytte de nyeste teknikker og teknologier for at sikre et godt grundlag it-arkitektonisk, designmæssigt og analytisk for Københavns Kommunes BI-løsninger nu og i fremtiden. Vi er også interesserede i at høre fra mindre erfarne udviklere, som er klar på en stejl læringskurve.

Vi søger en kollega, som kan bringe ny viden ind i teamet og styrke vores evne til at løse komplekse opgaver, men det afgørende er, at du elsker at arbejde med data, er nysgerrig på at lære om de nyeste teknologier og kan konvertere din viden til konkrete løsningsforslag til forretningens problemstillinger.

Du skal være god til og kunne lide at kommunikere med organisationens mange lag og fagligheder – fra teknikere til ledere. Ikke mindst skal du have interesse for at være med til at videreudvikle og drive et forretningsområde med et stort potentiale i Københavns Kommune fremad, så Koncern IT sikrer, at kommunen får et solidt og sikkert fundament for datadrevet forvaltning.

Du har tekniske kvalifikationer og kender til:

  • DAX, M, Datamodellering (3NF, Star Schema), ETL
  • Power BI

Det er en fordel, hvis du har kendskab til:

  • Azure Cloud
  • Power Apps
  • Process Mining

Dine arbejdsopgaver
Du skal være med til at sikre, at Københavns Kommune i endnu højere grad bliver en datadreven organisation. Du skal med din viden inden for Business Intelligence og data generelt, både understøtte og tage del i datadrevne projekter. Du skal samtidig være med til at løfte og definere organisationens evner indenfor nytænkning af, hvad data kan og skal bruges til i Københavns Kommune. Det inkluderer, at du får medansvaret for vores Power BI-setup, som er en af grundstenene i Københavns Kommunes brug af machine learning, advanced analytics og dag-til-dag rapportering. Dine konkrete opgaver som BI-udvikler bliver bl.a. at:

  • oversætte forretningsbehov til løsninger i Power BI
  • agere sparringspartner for forvaltningernes BI-analytikere
  • være en af vores Power BI-eksperter
  • analysere data for at sikre høj datakvalitet og foreslå ændringer af eksisterende procedurer
  • udarbejde best practices for databearbejdning og -analyse i Power BI
  • udvikle standard rapportlayouts til onboarding af nye forvaltninger og kolleger
  • udvikle nye visuelle teknikker, der kan sætte data øverst på dagsordenen

Du får mulighed for stor personlig og faglig udvikling i en inspirerende og ambitiøs organisation, hvor nye spændende teknologier er et højt prioriteret område. Du bliver en del af et miljø, der i høj grad er samarbejdsorienteret, og som bærer præg af stort engagement. Ikke mindst er personlig udvikling og professionalisme i højsædet. Vi sørger for en grundig oplæring på de områder, som du måske ikke mestrer fra dag et.

I Koncern IT arbejder vi for et digitalt København
Gennem digitalisering frigør vi ressourcer til, at 45.000 ansatte i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Vi leverer it – fra infrastruktur til robotter og apps – og rådgiver forvaltningerne om digitale muligheder, så løsningerne bliver de bedste for Københavns Kommune og borgerne. Det er vores opgave at opretholde en effektiv og sikker it-drift og understøtte Københavns digitale udvikling.

Vi vil være forvaltningernes foretrukne samarbejdspartner og gå forrest i Københavns digitale udvikling ved at udnytte potentialerne i de nyeste teknologier. På den måde kan vi være med til at sikre, at Københavns Kommune har de bedste forudsætninger for at levere digitale løsninger i høj kvalitet og sammen med forvaltningerne skabe et bedre digitalt København.

Koncern IT ligger lige ved Fuglebakken Station, og vi kan tilbyde forskellige medarbejdergoder som fx massage og fitnesscenter.

  • Tilføjet 12. juli, 2022