Talstærk generalist

Analyse & Analytics Tilføjet 11. oktober, 2020 KøbenhavnDigitaliseringsstyrelsen

Hverdagen er digital. Forretningen og it er i dag knyttet uløseligt sammen, og offentlig it-infrastruktur er i dag lige så vigtigt for samfundet som el, vand og veje. Derfor skal den offentlige sektor fortsat levere velfungerende offentlige it-løsninger, så der fortsat kan skabes effektiv service, værdi og vækst. Vi søger lige nu en kollega, der interesserer sig for digitalisering, og som ønsker at komme tæt på Finansministeriets maskinrum.

Om stillingen

Dit nye skrivebord står i Ministeriernes kontor for it-styring i Digitaliseringsstyrelsen. Vi er bl.a. sekretariat for Statens It-råd og har ansvar for at følge statens store it-projekter samt vedligeholde og udvikle statens it-projektmodel.

Du skal sammen med dine kollegaer i kontorets projektteam beskæftige dig med økonomien i de største statslige it-projekter. Din primære arbejdsopgave bliver at rådgive statens it-projekter i, hvordan man bruger statens business case-model som redskab til effektiv planlægning og gennemførsel af it-projekter. Desuden skal du udarbejde analyser baseret på datamateriale fra over 130 af statens største it-projekter med samlede udgifter i milliardklassen. Analyserne skal bidrage til bedre styring, rådgivning og læring på tværs af staten. Din arbejdsindsats skal bidrage til, at staten bliver bedre til at gennemføre it-projekter til gavn for borgere og virksomheder i Danmark.

I din rolle er det vigtigt, at du har motiveres af at have en bred kontaktflade til alle ministerier og Statens It-råd, og det forventes, at du er dygtig til at kommunikere med interne og eksterne samarbejdspartnere.

Vi kan tilbyde dig et stort ansvar og masser af sparring fra dine kollegaer og chef, og du kan forvente en stejl læringskurve og masser af udviklingsmuligheder. Afhængig af dine kompetencer og interesseområder vil vi tilrettelægge et udviklingsforløb, der passer til dig.

Vi har brug for dig til at:

  • rådgive statens store it-projekter om projektfaglige udfordringer relateret til økonomi, statens business case-model, gevinstrealisering og budgetvejledningen
  • bistå Finansministeriets departement med projektfaglig rådgivning i forbindelse med større statslige it-investeringer og analyser
  • afrapportere status på statens store it-projekter til Statens It-råd og regeringens økonomiudvalg
  • udarbejde kvantitative analyser baseret på data fra statens it-projekter og andre datakilder
  • videreudvikle statens business case-model og statens it-projektmodel
  • forbedre kontorets arbejde med at indsamle, bearbejde og opbevare data i vores Power BI-løsning.

Om dig

Du går op i, at vi som samfund får mest muligt ud af det potentiale, som digitaliseringen har. Du har en relevant længere videregående uddannelse og måske nogle års erhvervserfaring. Vigtigst er det, at du har lyst til at lære og dygtiggøre dig, og mod på at kaste dig ud i et spændende og udfordrende job fra dag ét.

Derudover vil vi gerne høre fra dig, der:

  • er glad for tal, og har lyst til at bruge dine analytiske evner til at understøtte ministerierne i at gennemføre succesfulde it-projekter
  • vil styrke din faglighed ift. projektledelse og statens it-projektmodel
  • motiveres af at arbejde med politiske sager i et ministerium
  • holder fokus og struktur i processer med mange interessenter og forskellige dagsordener
  • tager ansvar og leverer løsninger af høj kvalitet
  • har personlig og faglig gennemslagskraft
  • trives med en høj grad af skriftlighed, idet vi på tværs af vores opgaver udarbejder notater, beslutningsoplæg og præsentationer til vores direktion, departement og minister.

Om os

I Digitaliseringsstyrelsen er vi ca. 290 ansatte, der hver dag går på arbejde for at gøre en forskel for den enkelte dansker. Vi skaber digitale relationer mellem borgere, virksomheder og det offentlige med klare resultater. Vi sætter barren højt og har et klart fokus på din kompetence- og karriereudvikling.

I Ministeriernes kontor for it-styring har vi et stærkt fagligt og socialt fællesskab, hvor du kan forvente at blive udfordret, udviklet og støttet af din chef og kollegaer. Vi er aktuelt ca. 25 kollegaer i kontoret, der synes, det er sjovt at gå på arbejde, og vi glæder os til at arbejde sammen med dig.

  • Tilføjet 11. oktober, 2020
Modtag nye job på din mailGå ikke glip af nye job, modtag en email med de nyeste datajob.